Croagunk
New Member
Groak - lvl 7
Posts: 20
|
Post by Croagunk on Sept 4, 2010 23:06:08 GMT 1
En let skvulpen er den eneste lyd der bryder stilheden. Det og så et tungt åndedræt.
Vandet er farligt. Det har han nu fundet ud af. Han vidste ikke hvordan han var havnet i det. Det eneste han vidste var at han var vågnet da faldt i det kolde vand. Han havde kæmpet for livet. Ude af stand til at svømme havde han brugt alle sine kræfter bare på at holde sig oppe. Han havde grebet om sig. Efter et eller andet. Noget han kunne gribe fast i. Noget der kunne hjælpe ham. Til sidst havde han fået fat i nogle siv og med en kræftanstrengelse fået sig selv i land.
Nu lå han her på ryggen og stirrede op i den grå himmel. Han tog en dyb indånding og skulle til at udstøde et højt kvæk da han indså noget. Han vidste ikke hvor han var. Men ud fra omgivelserne så det ikke ud til at være et frodigt sted. Hvad end der levede her havde nok ikke de store tanker om hvad det spiste så længe det var et let bytte.
Han åndede ud og fik stablet sig på benene. Han begyndte at vakle. Ikke i nogen speciel retning. Bare væk fra den dødsfælde som vandet var.
|
|
Nidorino
New Member
Nid - lvl 16
Posts: 67
|
Post by Nidorino on Sept 11, 2010 11:40:44 GMT 1
Jeg begynder at tvivle på min stedsans. Vi har gået for længe. Det kan jeg mærke på mine ben. Jeg begynder at føle mig lidt halvfortvivlet. Ser kort tilbage på Spear. Jeg havde færten. Det frodige grønne sted var lige dér foran os. Jeg vidste lige præcis hvor vi skulle gå hen, og så mistede jeg den. Ligepludselig var den bare væk og blev så erstattet af denne frygtelige stank. Den gør mig omtåget og svimmel bare at mærke den på huden. Et eneste vinpust skulle der til. Jeg har det som om, jeg har gået rundt i en drømmetilstand lige siden. Stanken har trukket i mig, og har sløret mine sanser.
Nu ved jeg ikke hvor vi er.
Jeg tør ikke sige noget til min bror, af frygt for hvordan han vil reagere. Jeg har hevet os ind i en døds fælde kan jeg mærke. Her er intet liv. Kun mudder og stinkende vand. Jeg er mere klar i hovedet end jeg var før. Men det gør just ikke situationen bedre. Nu skal jeg også døje med min dårlige samvittighed og angst. Trods min udmattethed og sløvhed opfanger jeg alligevel en puslen. En lille kort og meget skinger pivelyd kommer fra mine næsebor, der straks begynder at vibrere. Vender mit mine rejste øre og mit hoved med et ryk, samtidig med at jeg stopper op, mod det sted hvor lyden kom fra.
|
|
Spearow
New Member
Spear - lvl. 17
Posts: 71
|
Post by Spearow on Sept 12, 2010 9:26:35 GMT 1
Antal af vegetation er voksende. Ødemarken er langt bag os og er blevet erstattet af en gyngende jordoverflade med rodet græs og mudret, våd jord. Sumpplanter skyder op fra et mørkt, grumset, dødt vand. Mørket indhylder os og gør stedet meget intenst. En sviende stank hænger over vores hoveder og den bliver stærkere jo længere vi bevæger os ind i dette våde landskab.
Min hjerne og mine øjne er trætte af at skulle være på vagt hele tiden. Og desuden kan jeg ikke se forfærdelig meget for alle de knudrede træer – mine vante jagesteder er over åbne marker – og nattens dunkle mørke. Jeg føler mig trykket, nærmest klaustrofobisk over den aura, dette sted lukker ud. Nidoranen er blevet foruroligende stille. Det irriterer mig. Hele vores miserable tilstand irriterer mig og Nid’s løfte om at føre os til et sikkert sted, hvilket ikke er sket, gør mig i endnu værre humør.
”Var det ikke meningen at vi skulle være i sikkerhed nu?” jeg bryder tavsheden med en lettere nedladende og beklagende tone. Mine ben gør ondt. Min hjerne er træt. Hvorfor er vi også landet her? Det er Nid’s skyld det hele. Hvis ikke jeg havde mødt ham, var jeg aldrig endt her… Jeg lægger ikke mærke til Nid’s urolige træk og jeg lægger heller ikke mærke til dét han er urolig overfor. Mine sanser er falmet i takt med min træthed og min frustration.
|
|
Croagunk
New Member
Groak - lvl 7
Posts: 20
|
Post by Croagunk on Sept 15, 2010 14:47:12 GMT 1
Groak havde langsomt fået sin kræfter tilbage. Han var ikke i topform hvilket ville være tydeligt for en hver der havde set ham i topform. Let foroverbøjet for lettere at kunne skjule sig gik han langsomt rundt i mosen. Han havde egentlig ikke så forfærdlig meget i mod moser. Men denne var ikke normal. Det var som om noget lurede bag hvert eneste træ. Noget der let kunne finde på at angribe. Og i den tilstand han var i nu, ville han ikke kunne forsvare sig.
Han tænker tilbage. Prøver at huske. Men der er intet at huske. Intet bortset fra det kolde vand og frygten for at miste livet.
En lyd får ham til at stoppe op. En sætning. Han hørte ikke hvad der blev sagt, men han hopper hurtigt i skjul bag nogle siv. Han kigger ud igennem dem og ser en Nidoran og en Spearow. Han kan se de begge er trætte, men det ville ikke gøre nogen forskel. Han ville muligvis kunne få overrasket Spearowen med et frontal angreb og forgifte den med et enkelt prik fra hans finger, men den metode ville ikke virke mod Nidoranen. Og skulle han i stedet gå efter Nidoranen, ville Spearowen hurtigt kunne nedlægge ham. Flygte kan han heller ikke. De er begge hurtigere end ham. Spearowen kan flyve og Nidoranen ville kunne følge hans duftspor.
Skjul er den eneste mulighed for overlevelse. Men selv ikke denne ser ud til at kunne bruges. Nidoranen kigger direkte på de siv han gemmer sig i. Den ser ikke ud til at vide præcis hvor han er, eller hvad han er, men den er klar.
Tjah hvis han skal dø ville han gerne gøre det mens han ser i sin modstanders øjne.
Han løfter begge hænder i vejret som tegn på underkastelse og gå i mod de to pokémoner. "Jeg kommer med fred."
|
|
|
Post by Growlithe -Logi- on Sept 15, 2010 15:32:07 GMT 1
jeg vågende af at noget snakkede i nærheden af mig "er de andre allerede oppe?" siger jeg til mig selv, jeg åbnede mine trætte øjne og opdagede at jeg ikke kunne fokusere endnu og at jeg havde en dundrende hovedpine. Da jeg opdagede lugten udbrød jeg højt: "ARGH! MIN SNUDE!" og kom mig på benende i en fart og vanklede lidt før jeg tog et skridt frem, jeg opdagede for sent at jeg havde ligget på en stor sten og fald med hovet først ned i mudderet " AAARRHH!". Det var da det gik op for mig at jeg var i en mose. Heldigvis var jeg kun landet i noget mudder og ikke i vandet.
|
|
Nidorino
New Member
Nid - lvl 16
Posts: 67
|
Post by Nidorino on Sept 15, 2010 20:14:25 GMT 1
Spear's ord skær i mig som en kniv. Jeg havde håbet, at han ikke havde lagt mærke til det, eller måske troet lidt mere på mig og væbnet sig med tålmodighed, eller i det mindste ladet være at kommentere på det, på den måde han gjorde. Det er en af de ting ved ham, der bare kan gøre mig så sur..... og såret. Men den sidste følelse vil jeg ikke kendes ved. Ikke lige nu i hvert fald. Jeg holder stadigt mine øjne stift rettet mod lydens udgangspunkt. "Hvis du er utilfreds med forholdene, kan du jo bare prøve at finde det selv. Desuden har du ikke selv været til meget hjælp." Jeg ved godt, at det ikke var fair sagt. Jeg ved godt, at jeg selv sagde, at jeg nok skulle finde et godt sted, og at han ikke skulle bekymre sig. Men jeg nægter bare at lade stå til og blive jordet på den måde, uden at forsvare mig selv. "Jeg synes, jeg..." Jeg når aldrig at færdig gøre min sætning, for ud af sivene kommer en Croagunk. Selvom den kommer langsomt frem mod os i tydelig underkastelse, får jeg alligevel et chok. Alle følelserne fra kampen mod Dunspacen bruser livligt op på ny og tager plads i min mave, hvor de give mig lyst til at kaste op. Frygt overmander mig alt for let og suger mig ind i en paralyseret tilstand, hvor det eneste jeg kan gøre er at træde nogle nervøse skridt tilbage. Jeg opfanger støj længere fremme. Mine øre hører det uskyldige udbrud og transporterer det ned til min hjerne. Men min hjerne omformulerer det til et truende råb. Mine øjne flakker fra den fornyligt ankomne Pokemon, til noget rødt i udkanten af mit synsfelt, og jeg føler mig fuldstændigt ude af stand til at reagere på noget.
|
|
Spearow
New Member
Spear - lvl. 17
Posts: 71
|
Post by Spearow on Sept 16, 2010 18:08:23 GMT 1
(Whoa, her er mange nu @w@ Spearow hurts itself in confusion.)
For hvert ord Nid’s siger, bliver jeg mere og mere gal inden i; hvor vover han at beskylde mig for ikke at hjælpe til? Hvor vover han at læsse sine selvbeskyldninger over på mig, som om det var mig der havde gjort noget galt her? Alt ting er hans skyld, og han er udmærket godt klar over det! Jeg er lige ved at afbryde ham op til flere gange; min tålmodighed er brugt op for længst og hans beskyldninger går mig virkelig på nerverne… Men før jeg når at åbne mit næb i ukontrolleret protest, ser jeg noget i Nid’s øjne der forandrer min sindstilstand. Mine skarpe øjne fokuserer på det ansigtsudtryk som jeg tydeligt kan huske, fra da vi opdagede den døende dunsparce. Frygten. Fortvivlelsen. Hans bange stemme. Jeg klapper næbbet fast i og drejer skarpt mit lille hoved i retning af dét Nid har set – eller hørt – og får pludselig øje på faren, gennem det tætte mørke: En Croagunk! Den er langt større end os. Men jeg vil ikke lade mig slå ud. Jeg har en fornemmelse af, at jeg til hver en tid ville kunne være den overlegen. Desuden siger den, at den kommer med fred! Den er svag. Men trods dens vage apparence, er endnu en pokémon ikke lige hvad jeg har brug for. Min vrede og negativitet rettes automatisk mod den nye pokémon; jeg er ligeglad med om han kommer med fred, jeg er træt af denne situation. ”Forsvind!” skræpper jeg, uden at tænke over mine ords bivirkninger. Jeg skæver mod Nid. Hans øjne udstråler stadig vild panik. Han ser også ud til at have opfattet andre ting som lurer i den mudrede mose, men jeg har svært ved at skulle koncentrere mig om dét også. I stedet fæstner jeg mit blik på den store Croagunk for at tage imod dens reaktion.
|
|
Croagunk
New Member
Groak - lvl 7
Posts: 20
|
Post by Croagunk on Sept 16, 2010 21:43:29 GMT 1
Croagunk lod sine hænder falde. De havde taget i mod hans kapitulation. Ikke så godt som han havde håbet, men det var bedre end han havde troet.
"Meget gerne" svarede han men sin lave, dybe røst, "Men hvis jeg gjorde ville jeg slå mig selv ihjel."
Han stak armen ud for at understrege sin pointe. Verden omkring dem var død. Og hvis man var uopmærksom i et sekund ville man også selv være det.
Han holdte et øje på Nidoranen. Han kendte ikke meget til Nidoran som race, men han var sikker på de ikke altid opførte sig sådan. Små, hurtige vejrtræk. Udvidede øjne. Øre der hele tiden vendte og drejede sig. Ja denne pokémon var helt sikkert ramt af panik. Og måske kunne det udnyttes.
"Jeg kan endda hjælpe jer. Så længe i får mig væk fra vandet vil jeg ikke være til besvær. Og det ladet til i kunne bruge min hjælp" sagde han og lavede et nik mod Nid. Han træk langsomt hånden op og lod sin midterste finger lyse lilla for at vise han cirkulerede sin gift.
"Det er ikke tit man får hjælp af en pokémon lavet for kamp."
Smilet på hans læber blev en lille smule bredere.
|
|
|
Post by Growlithe -Logi- on Sept 17, 2010 13:26:34 GMT 1
Efter at have ligget og lyttet lidt efter stemmerne, uden held eftersom at han havde fået noget mudder ind i ørende, rejste Growlithe sig op igen og besluttede sig for at gå hen imod det sted hvor stemmerne havde kommet fra. Da han kom ud fra buskende, så han en Croagunk stå med sin gift finger hævet og at den lyste lilla, han havde engang set en croagunk gøre det lige før et angreb. "PAS PÅ!" råbte han til de to andre pokémoner uden at forstå situationen og sprang ind mellem Croagunken og de to andre. I den beste helte stil han havde lært, rejste han sig langsomt op og kigget ventende og overlegent hen på Croagunken (kunne ikke lavde være med at lave et billed af growlithe der ligger i mudderet) Attachments:
|
|
Nidorino
New Member
Nid - lvl 16
Posts: 67
|
Post by Nidorino on Sept 17, 2010 15:56:09 GMT 1
Mit hoved dunker, og min hjerne føles tom. Jeg hører Spear sige et eller andet et sted ved siden af mig. Jeg hører Croagunk mumle et eller andet. Men begge lyder afdæmpede og utydelige, som om mine øre var stoppet til med blade. Det eneste jeg kan høre er min egen hæse vejrtrækning og hurtigt bakende hjerte. Mit syn begynder at sløres. Jeg føler mig svimmel. Men pludselig stiller jeg skarpt. Croagunkens finger lyser lilla.
Han er en poison type!
Som Nidoran har jeg aldrig gidet at tage hensyn til, hvilke typer andre Pokémoner var. Det husker jeg nu. Et svagt glimt af altid at havde været ligeglad med andre racer suser igennem mit hoved. Hell, jeg ved ikke engang, hvilken type Spear er. På få sekunder er alt anderledes. På få sekunder er min frygt som blæst væk fra mit sind og ud af mit hoved. Den Pokémon er jo næsten familie. Endelig får jeg kontrol over min stemme, der før snørede sig sammen med min hals. "Hvad er dit navn?" Min sætning ryster lidt i starten men bliver hurtig fast. Der bliver endda tid til at gå nogle tabte skridt fremad. Jeg er kommet mig over chokket. Panikken skulle bare overvindes. Jeg nænner ikke at indrømme, at det mere eller mindre er på grund af Croagunkens handlinger. Jeg prøver at tilbagehente noget af min værdighed. Desværre fik jeg kun fat i det sidste han sagde, på grund af min choktilstand, men ud fra det kan jeg konkludere, at han er her for at hjælpe. Alligevel kan jeg ikke lade være med at blive stødt. Hvem tror han han er? Kommer her og tror han er noget, og behandler os som om vi er hjælpeløse. Den paralyserede tilstand jeg var i før, har jeg allerede lykkeligt glemt. Jeg skal til at sige noget mere, men pludselig flyver en Growlithe ind fra sidelinjen. Denne pludselige handling forskrækker mig så meget, at jeg er lige ved at støde ind i Spear. Dog går jeg ikke i chok igen. Stemningen er ikke længere uhyggelig nok. Hans handling er dog nok til at hyle mig helt ud af den. "Spear! Hvad er det den gør? SPEAR! Hvad fanden er det den gør, Spear? SPEAR?"
|
|
Spearow
New Member
Spear - lvl. 17
Posts: 71
|
Post by Spearow on Sept 17, 2010 17:27:44 GMT 1
(Haha, nice tegning Growlithe! XD)
Croagunk’ens tilbud skærer i mine ører. Hvis denne pokémon havde kendt mig bare en anelse bedre, ville den have vidst at jeg bestemt ikke havde brug for dens hjælp. Og bestemt ikke fra en så svag pokémon som dén, som bare overgiver sig med det samme. Jeg stirrer med sammenknebne øjne på Croagunk’en. Jeg lægger ikke mærke til at Nid’s tilstand ændrer sig, jeg er for optaget af mine egne spekulationer, og skal derfor lige til at åbne munden – men Nid kommer mig i forkøbet. Jeg når lige at undre mig over, hvorfor han overhovedet finder det interessant at vide den fremmedes navn, før jeg kobler en sætning til Nid’s spørgsmål: ”- og hvad får dig egentlig til at tro, at vi har brug for hjælp fra én som dig?” min stemme er spottende og negativ. Jeg bryder mig overhovedet ikke om den måde, den fremmede pludselig tror at han kan møve sig ind på. Og om han er på vej ud i det rene selvmord, hvis han ikke følges med os, er hans eget problem, ikke mit. Hans smil gør mig også dårlig tilpas… Han er sikkert slet ikke til at stole på…
Jeg når ikke at tænke mere over Croagunk’ens troværdighed, før noget nyt og opsigtsvækkende fanges i mit synsfelt: En Growlithe! Endnu en stor pokémon som tror han skal tilbyde sin uvedkommende hjælp! Nid’s reaktion kommer helt bag på mig; og jeg hopper et skridt eller to væk fra ham, da han begynder at råbe op. ”Hvor skulle jeg da vide det fra?! FALD NU LIGE NED!” jeg prøver desperat at få min følgesvend til at falde ned på jorden og komme til fornuft igen. Ingen fare er på færde - så meget burde han da kunne forstå. Jeg holder dog stadig et halvt øje på de to fremmede pokémons…
|
|
Croagunk
New Member
Groak - lvl 7
Posts: 20
|
Post by Croagunk on Sept 18, 2010 10:46:18 GMT 1
Det lod ikke til at Spearowen var glad for ham. Så foretrak han hellere Nidoranen der så ud til at stole lidt mere på ham. Ikke at han ikke kunne forstå Spearowen. Han ville heller ikke selv tro på en pokémon der kom frem som han gjorde. Men det var det eneste han havde at gøre. Groak skulle lige til at svare på de to andre pokemoners spørgsmål og stille nogle selv. Han ville helst ikke følge to fjolser der var på en selvmords mission for at 'redde' denne verden. Personligt ville han hellere satse på at overleve til den næste dag og se hvilke muligheder der ellers ville komme.
"Mit navn er..."
Længere nåede han ikke for en Growlithe kom, som skudt ud af en kannon, mellem ham og de to andre. Groak tog hurtigt en kampstand. Han var ikke bange for pokémonen da den ikke så ud til at være særligt stærk, men man skal altid være klar over for andre pokémoner.
Og nu gik det hele til hundene, takket være ild-hunden. Nidoranen var på vej til at blive panisk igen og Spearowen var stadig irriteret og råbte nu af sin ven. Takket være hans egen gener og træning var han dog selv ganske rolig.
"Sig mig dit navn og dit ærinde." sagde han til Growlithen i et dybt, truende tonefald. "Og lad mig advare dig. Et forkert træk og du er død."
|
|
|
Post by Growlithe -Logi- on Sept 19, 2010 7:57:37 GMT 1
"Mit navn er Logi" mens han snakkede lod han små flamer komme ud af sin mund for at vise at han ikke var svag og at han var klar til at slås vis det blev nødvendigt "og jeg er her for at..." længere nåde han ikke før han så at hans pels havde taget fyr, hans ansigt ændrede sig til en panisk grimmase i takt med at hans pupiler blev mindre og mindre. Da det begyndte spræde sig med stigende fart, begyndte Logi at løbe panikslagent rundt og pive højlydt. Efter at ha' løbt lidt rundt, ramte han et mindre træ (yay, fire blitz ftw! ) vilket resulterte i at spinterne fløj og en stor del af træet manglede, heldigvis var her for fugtigt til at der gik ild i det, og Logi's pels var ikke lægere antændt. Nu lå han igen på jorden, og følte sig dum. Men kom hurtig op igen og nu følte han sig meget utilpas med de andres blikke.
|
|
Nidorino
New Member
Nid - lvl 16
Posts: 67
|
Post by Nidorino on Sept 21, 2010 13:36:30 GMT 1
Det næste der skete, skete så hurtigt, at jeg næsten ikke nåede at opdage, hvad der var sket. I det ene øjeblik står Growlithen og introducerer sig selv, og i det næste render han rundt med pelsen i flammer. I lang tid står jeg bare og glor. Jeg skal lige have min hjerne med. Til sidst ender det med at jeg rynker mine bryn og spørger. "Du er vel okay?" Ren refleks.
For et øjeblik siden kunne jeg havde væddet med, at de ville starte en kamp. Men nu ser Growlithen ikke ligefrem kampklar ud. I det hele taget begynder jeg at synes stemningen lidt akavet. Skæver over til Spear. Måske ved han bedre end mig, hvordan denne situation skal takles
|
|
Spearow
New Member
Spear - lvl. 17
Posts: 71
|
Post by Spearow on Sept 21, 2010 15:26:01 GMT 1
Jeg betragter med stor facination det sære scenarie som udspiller sig for øjnene af mig – uden at gøre noget for at gribe ind, da jeg for det første ikke føler mig truet og for det andet ikke har kræfterne til det. Men hvad der virkelig får mig til at more mig, er Growlithens – Logi’s – latterlige opførsel. En ild-pokémon som sætter ild i sig selv, skal man ellers lede længe efter! Jeg er ikke længere på vagt; den store Growlithe udgør bestemt ingen trussel længere og selve stemningen virker ikke så trykket mere. Mit humør bliver også lettere – min gnavne mine bliver erstattet af et bredt, hånligt smil. Jeg føler mig pludselig ikke som den trætte, sultne Spearow som jeg er – men som en Spearow der er hævet over denne anden, patetiske pokémon. ”Ekstra nummer!” udbryder jeg med spottende stemme. Jeg kan føle Nid’s øjne på mig, men jeg holder fokus på Growlithe og Croagunk.
|
|